Formålet med ordningen Dataindsamling er at indsamle data om fiskeriet i Danmark, så datagrundlaget til at forvalte fiskeriet forbedres. De data, der skal indsamles, vedrører biologiske, miljømæssige, tekniske og socioøkonomiske forhold i henhold til bestemmelserne i Europa-parlamentets og Rådets (EU) forordning 2017/1004 (Dataindsamlingsforordningen). Tilskudsordningen er en del af det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram (EHFAF).
Dataindsamling er et område af såkaldt ”strategisk betydning”. Projekter af strategisk betydning, yder et betydeligt bidrag til opfyldelsen af EHFAF-programmets målsætninger. I det danske program har vi valgt, at Dataindsamling skal indgå som en indsats af strategisk betydning, idet viden om havøkosystemer og fiskebestandes tilstand som ressource danner grundlaget for al fiskeriforvaltning.
Der gives tilskud til at opfylde de nationale arbejdsplaner. Den dataindsamling, som Danmark er forpligtet til at udføre, er beskrevet i de nationale arbejdsplaner, som indeholder de planlagte forskningsprojekter. Planerne godkendes af EU-Kommissionen. Den seneste arbejdsplan er for perioden 2022-24.
Læs mere om de danske nationale arbejdsplaner på hjemmesiden for det danske dataindsamlingsprogram.
Dataindsamling er en opgave, som Danmark er forpligtet til at udføre iht. Dataindsamlingsforordningen, og opgaven er delegeret til DTU Aqua, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og Danmarks Statistik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Tilskuddet er delvist finansieret af EU (70 pct.) via Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) og delvist af nationale midler (30 pct.).
Sådan søger du tilskud
Ansøgningsrunden starter i dag, og det er muligt at indsende ansøgninger frem til den 25. april 2024.
Læs mere om ordningen og om, hvordan du søger om tilskud i Fiskeristyrelsens tilskudsguide.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til ordningen, kan du kontakte Fiskeristyrelsen alle hverdage kl. 10-14 på telefon 72 18 56 00.