Anden ansøgningsrunde for kommunale projekter om vandløbsrestaurering åbner d. 31. august

31-08-2018
Nyhed

I perioden 31. august til og med 5. oktober 2018 kan kommuner søge om tilskud til projekter om vandløbsrestaurering.

Formålet med ordningen er at forbedre de fysiske forhold i vandløbene, så vandmiljøet på sigt kan leve op til målsætningen i EU’s vandrammedirektiv om at opnå minimum god økologisk tilstand for overfladevand.

Tilskudsordningen har endvidere til formål at forbedre vandløbs fysiske forhold, så der genskabes mere naturlige vandløb uden spærringer og med større fysisk variation. Derved bidrages der til genopretning af gydepladser og passager for fisk samt til forbedring af leveforholdene for flora og fauna i øvrigt.

Der kan gives tilskud til følgende restaureringer:

1) Mindre strækningsbaserede restaureringer, fx udlægning af groft materiale, træplantning eller hævning af vandløbsbund.

2) Større strækningsbaserede restaureringer, fx genslyngning eller åbning af rørlagte strækninger.

3) Punktbaserede restaureringer, fx fjernelse af fysiske spærringer, som muliggør vandrefisk og anden akvatisk faunas passage i vandløbene, etablering af sandfang eller okkerrensningsanlæg, der forbedrer miljøtilstanden på nedstrøms strækninger.

Økonomisk ramme
Første ansøgningsrunde blev gennemført i foråret, og anden runde gennemføres i perioden 31. august til og med 5. oktober 2018. I alt er der afsat 89,3 mio. kr. til ordningen i 2018. Projekterne finansieres delvist af EU via Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, og delvist af nationale midler fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Sådan søger du
Ansøgningen sker ved at udfylde ansøgningsskemaet, der bliver lagt ud på Fiskeristyrelsens hjemmeside i Tilskudsguide under ordningen vandløbsrestaurering. I Tilskudsguiden kan man også læse nærmere om ordningen.

Fiskeristyrelsen administrerer ordningen og modtager ansøgninger om tilsagn om tilskud. Vi træffer afgørelse om tildeling af tilskud efter indstilling og prioritering fra Miljøstyrelsen.

Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 72 18 56 00 eller e-mail: .

Er du journalist, er du velkommen til at kontakte Fiskeristyrelsens pressetelefon tlf. 72 18 56 00.